Caminoen giver: Møde med fransk par – luksus med plask i poolen
Dag 3 via Podiensis – tirsdag 24.6.2025
Fra Figeac til Beduer 16 km
Natten var varm og ikke megen vind. Vi spiste morgenmad kl. 6, så vi kunne gå kl. 6.40 og drage fordel af en kølig morgen inden solen brager igennem🌞
Værtsmor i gite Antoine havde lavet friturestegt banan – opskrift fra Reunion, hjemmebagt brød og yoghurt. Vi fik madpakke med.
Udenfor byen lettede vi rygsækken for bøger: 720 gram. Alt hjælper. Ruten er temmelig flad, dog en stigning ud af byen.
Vi stødte vi på Brigitte og Alain og vi kom hurtig på talefod. Alain talte engelsk med Kim og Brigitte og jeg fransk. På den times tid vi gik sammen kom vi i dyb samtale om livet og følelser. Det var en gave 🎁 , for pludselig var vi kommet langt😊. Caminoen giver hele tiden gode oplevelser. Til gengæld skulle vores følgesvende gå langt, så vi måtte sige farvel.
For at undgå at komme alt for tidligt til Madame Cavarroc i Beduer, holdt vi en pause ude på marken under et træ. Vi fandt drone og Osmo frem og legede med teknikken og spiste madpakken: en sandwich med skinke/ost.
Normalt kan man komme ind ved overnatningsstederne fra kl. 15. Vi havde det hårdt i varmen, så vi tog chancen og bankede på kl. 13.30. Vi kom ind i en kølig bolig med køkken, stue, soveværelse og eget bad. Hvilken glæde for et koldt bad😊. Adgang til pool👙, som Monsieur vedligeholdte .
Kl. 19 serverede Madame tre retter mad: tunsalat og salat med sennepsdressing, farserede tomater og ris, æblekage og frisk frugt til dessert.
Tidligt i seng i heden. Vildt som den trætter sammen med 16 km💤🌙



















